Af Stig Broström i samarbejde med Thorleif Frøkjær
Med indførelsen af pædagogiske læreplaner er det blevet et krav, at pædagoger ikke bare skal udføre god pædagogik, men også dokumentere og evaluere denne. Den pædagogiske praksis og børnenes læring kan dokumenteres ved hjælp af forskellige former for tests, men man kan også indkredse kendetegne ved pædagogikken og børns læring vha. fortællinger. En sådan metode har undertegnede og Thorleif Frøkjær udviklet.
For at kunne fortælle en god pædagogisk historie, må man have et stort og præcist datamateriale. Med andre ord må pædagogerne via bl.a. observationer og interviews indsamle righoldige, detaljerede og sammenhængende beskrivelser af det levede liv i institutionen.
Dette materiale læser, analyserer og fortolker og anvender pædagogerne til at konstruere en fortælling. Disse kan antage mange former, men vi sondrer først og fremmest mellem det, vi kalder praksisfortællinger, og det vi kalder læringsfortællinger. Hvor den første type indkredser typiske træk ved pædagogikken, sætter den anden fokus på barnets/børnenes udbytte af pædagogikken.
Hvad kendetegner en fortælling?
En god fortælling har visse kendetegn. Med andre ord kan man anvende nogle retningslinjer, når man som pædagog skal sætte sine hverdagsoplevelser eller måske mere systematisk indsamlede observationer sammen til en fortælling.
For at kunne konstruere en fortælling på grundlag af indsamlet data må man som personalegruppe have en fælles forståelse for, hvad der menes med en fortælling. Sådanne kendetegn skal indkredses i det følgende – og vi indleder med en fortælling - Jeg troede ikke harer fandtes i virkeligheden:
Indledning:
Vi var på vintertur med en gruppe 4-5-årige børn. I bussen havde vi fortalt dem, at der er mange rådyr i skoven, og ”hvis I er stille, kan vi måske se nogle dyr.”
Midte:
Da vi var på vej hen over en smuk snedækket mark med retning mod skoven, så vi pludselig en hare komme hoppende. ”Se haren”, hviskede en voksen. Den så på os og sprang videre. Der var en nærmest andægtig stilhed blandt børnene.
Slutning:
Men med ét blev tavsheden brudt af Memet, der begejstret sagde ”Jeg troede ikke, harer fandtes i virkeligheden.”
En fortælling er først og fremmest en serie af virkelige eller fiktive handlinger eller begivenheder, som er foregået på et tidligere tidspunkt.
En logisk følge heraf vil være, at de fortællinger, vi konstruerer, skrives i datid. Herudover kan opridses fem elementer, der tilsammen så at sige udgør en fortælling – og som er til stede i historien: ”Jeg troede ikke harer fandtes i virkeligheden”:
• Der er en eller flere vigtige personer, hovedpersoner, agenter (børn, pædagoger, haren)
• Personerne skaber handling eller aktivitet, aktion (haren hopper, børnene begejstres, et barn undres)
• Handlingen udspiller sig inden for en ramme, en given kontekst, en scene (vinterlandskabet)
• Handlingerne retter sig mod opnåelse af et mål, noget man stræber efter (at se dyr)
• Personerne udfører handlingerne ved hjælp af bestemte redskaber og instrumenter, midler (haren hopper, børnene taler)
Disse elementer bringes ind i en helhed, således at fortællingen opnår strukturen: en begyndelse, en midte og en slutning. Eller lidt mere udfoldet:
• Indledning – hvad handler det om? – begrundelse (at se dyr)
• Orientering – hvem, hvornår, hvad, hvor? (i bussen, på marken)
• Handlesekvens – hvad sker der? – kontekst (ser en hare på marken)
• Evaluering – og hvad så? (Memets udtalelse)
• Resultat – hvad skete til sidst? Og hvad så? Hvad læres her? Hvad kan jeg som fortæller fortælle? (Memet undres, pædagogen lærer noget om hans naturforståelse)
• Afslutning – ny begyndelse (afsæt for nye initiativer)
Med fokus på strukturen gemmer der sig bag fortællingens konkrete ord og sætninger en dybdestruktur, der holder sammen på fortællingen. Således kan en fortællings grundstruktur fremstilles som bestående af fem lag eller trin:
1. En udgangssituation præget af balance og ro (harmoni i bussen).
2. Roen afbrydes, der opstår brud, et problem formuleres (haren dukker op og for Memet opstår en undren, en modsætning mellem hans aktuelle viden og haren foran ham).
3. En periode med kaos og forsøg på løsning af problemet for at genoprette roen og harmonien (Memet tænker).
4. En genoprettelsesfase, hvor uroen bringes til ophør (Memet erkender at harer ikke kun findes i film og tegneserier, men er et reelt naturfænomen).
5. En fornyet balance opstår, en slutsituation, hvor en ny kvalitet bliver til (Memet har tilegnet sig en ny naturforståelse).
I ovenstående definition skal to dimensioner bemærkes:
1. Der er tale om et overordnet mønster, der kæder hændelser og handlinger sammen. Det er det, man ofte kalder et plot eller en intrige. Det er altså vigtigt, at vi i konstruktionen af fortællingen har en væsentlig pointe at formidle.
2. Den anden dimension er det forhold, at et forandringsaspekt er markeret, altså at forløbet er præget af, at noget nyt og eventuelt dramatisk opstår. Det betyder, at vi må lede efter aspekter, hvor børnene gør noget på en ny måde, forholder sig anderledes til sagen, bruger sproget på en anden måde end tidligere – altså at der indgår et læringsaspekt.
Som pædagog må man tilstræbe at anvende ovenstående karakteristika, når man konstruerer en lærings- og praksisfortælling.
Først og fremmest må man anvende grundstrukturen: begyndelse, midte og slutning og i indledningen præsentere hovedpersonerne, stedet og situationen.
I fortællingens midte redegør man for det dramatiske, fx hvordan konflikten mellem to børn spidser til, eller hvordan et barns læring er ved at bryde igennem og komme til udtryk.
Endelig viser man i slutningen, hvordan det dramatiske falder på plads og finder sin løsning.
Læs mere i
Broström, S. & Frøkjær, T. (2006): Fortællingen som dokumentations- og evalueringsmetode. København: Kroghs Forlag.
Forfatter resurse box:-
Stig Broström er pædagog, ph.d. i småbørnspædagogik og ansat som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet. Har i årtier beskæftiget sig med daginstitutionsforhold og indskolingen og skrevet mange bøger og artikler herom. Se mere på http://www.dpu.dk/om/stbr
Thorleif Frøkjær er cand. psyk, seminarielærer, lektor ved CVU Storkøbenhavn. Har i årtier beskæftiget med med voksenundervisning, skole- og daginstitutionsforhold - senest, bl.a. arbejdet med pædagogiske læreplaner.
HTML klar artikel. Klik på "Copy"
knappen for at kopiere artiklen til dit clipboard. HUSK
at links skal være aktive og forfatterens resursebox
må ikke ændres.
Firefox brug venligst som sædvanligt markér, kopier og indsæt, tak.
Denne artikel af Stig Broström i Gratis Artikler med titlen 'Fortællingen som dokumentationsmetode' blev fundet i kategorien ccc .
Søger du et pålideligt vebhotel
med masser af plads og nærmest ubegrænset
trafik med mulighed for lige så mange domæner, du kan ønske
dig, så kik nærmere på denne pålidelige webhost. Det er faktisk utroligt
billigt nu. KLIK
og undersøg denne webhotel mulighed.
Fortællingen som dokumentationsmetode
Udskriv
denne artikel
Tilføj til dine favoritter