Mundtlighedspædagogik –et forsømt område.
Af Mads Th. Haugsted, DPU
I de aktuelle diskussioner af forholdet mellem færdigheder og kompetence i forbindelse med undervisning er det forbløffende sjældent at uddannelsessystemets forpligtelse til udvikling af elevers mundtlige kommunikative kompetence inddrages.
I et samfund der baserer sig på demokratiske værdier og et uddannelsessystem hvis fornemste pligt således i sidste ende er at udvikle demokratisk forståelse og dialogisk kompetence kunne man med rimelighed forvente at der fx overhovedet findes en størrelse, der kunne betegnes som ”mundtlighedspædagogik” (i lighed med skrivepædagogik og litteraturpædagogik). Men bevidst tilrettelagt undervisning, der har de mundtlige genrer som undervisningens genstand, er ingenlunde en selvfølgelighed; det gælder for eksempel undervisning i talens såvel som samtalens rammer og forudsætninger og evnen til aktiv og empatisk lytten.
Det fag, der er særlig forpligtet på dette område er naturligvis danskfaget. Det hviler som bekendt på to grundvirksomheder: arbejdet med sprog og arbejdet med litteratur. Skolefagligheden i forbindelse med sprog har i vid udstrækning været præget af, at den tager udgangspunkt i skriften og det skriftsproglige. Tekstmateriale for sproglig iagttagelse er oftest skriftlige tekster, og de allerfleste lærebogsmaterialer beskæftiger sig udelukkende med analyse af og opgaver i skriftlighed.
Det sprog eleverne har den største erfaring med, det vi alle omgiver os med i dagligdagen, offentligt og privat, blandt venner, i medier, udgangspunktet, nemlig det talte sprog, har været så selvfølgeligt - og dermed overset - at det i skolen er reduceret til det der “bare er der ”, således som en lærer udtrykker det i en af mine undersøgelser.
En fornyelse og reformulering af arbejdet med sprog i skolen kan tage udgangspunkt i de erfaringer, den nysgerrighed og den viden eleverne - som erfarne sprogbrugere - møder frem med. Elever har en genreforståelse af en række af de i øvrigt relativt diffust definerede mundtlige genrer, lige så vel som de kender til en lang række samtale-typer. De har erfaringer med elementære træk ved samtalens mekanik og talesprogets karakteristika; og netop ”erfaringer”. Den undervisning som kunne kvalificere, perspektivere, somme tider levere terminologi til denne faglighed og dermed bygge stillads om (og til) det slidsomme arbejde mod en “bevidsthed” mangler imidlertid ofte.
Det er der naturligvis mange grunde til. Jeg har allerede peget på én, nemlig den sprogvidenskabelige traditions primære interesse for skriftsproget. Dertil kommer det klassisk retorisk orienterede paradigme, der har præget det videnskabsfaglige begreb om mundtlighed. Denne faglighed har bl.a. medført en temmelig ensidig centrering om afsender og vel at mærke den veldisponerede, velformulerede og formelle afsendende taler eller fortolkende oplæser og fortæller.
Tager man derimod udgangspunkt i hvorledes vi modtager - og deltager i - alle mulige mundtlige tekster, uformelle som formelle, er der mulighed for en undervisning, der netop beskæftiger sig med opøvelsen i en demokratisk kompetence. Retorikkens “actio” må samvirke med pragmatikkens “interactio”. I dette tilfælde den del af pragmatikken, der forsker i det sprog, der nu engang tales, ikke mindst i samtalen. I samvirket indgår også sociolingvistik (som efter senhalvfjerdserne stort set forsvandt ud af den didaktiske diskussion) og “den æstetiske mundtlighed”: teateret, dramaet, den improviserede fiktion; dramaturgiens viden om netop menneskers actio og interactio.
Forudsætningen for at kunne udvikle dette område at der skelnes mellem mundtlighed i undervisning og undervisning i mundtlighed.
Mundtlighed i undervisning betegner i almenpædagogisk sammenhæng den mundtlige interaktion mellem lærer og elever og mellem elever og elever i bred almindelighed, dvs. brugen, variationen eller kvaliteten af det mundtlige sprog i klassen, herunder lærerens bevidste tilrettelæggelse af en demokratisk, dialogisk klasserumskultur.
Undervisning i mundtlighed betegner de situationer hvor det talte sprog er undervisningens genstand. Man kunne tale om et tekstbegreb, der skelner mellem brugstekster (de fleste mundtlige genrer) og genbrugstekster (primært sagprosa og de litterære genrer). I den forbindelse plæderer jeg altså for en langt større opmærksomhed i danskundervisningen på brugsteksterne, en undervisning, som skal omfatte både formelle og uformelle genrer.
Forfatter resurse box:-
www.dpu.dk/om/mads
Områder:
tekstpædagogik og mundtlig kommunikation, herunder retorik
mundtlighedspædagogik
teater/drama-arbejde som æstetisk læreproces og kommunikation
teater/drama som fag og metode i undervisningssystemet.
HTML klar artikel. Klik på "Copy"
knappen for at kopiere artiklen til dit clipboard. HUSK
at links skal være aktive og forfatterens resursebox
må ikke ændres.
Firefox brug venligst som sædvanligt markér, kopier og indsæt, tak.
Denne artikel af Mads Th. Haugsted i Gratis Artikler med titlen 'Mundtlighedspædagogik -et forsømt område?' blev fundet i kategorien ccc .
Søger du et pålideligt vebhotel
med masser af plads og nærmest ubegrænset
trafik med mulighed for lige så mange domæner, du kan ønske
dig, så kik nærmere på denne pålidelige webhost. Det er faktisk utroligt
billigt nu. KLIK
og undersøg denne webhotel mulighed.
Udskriv
denne artikel
Tilføj til dine favoritter