Hvordan kan man få andre til at interessere sig for noget, som de ikke umiddelbart har en interesse i, eller behov for at engagere sig i?
Hvorfor stopper alt engagementet så ofte, når et projekt lukker officielt, selv om mange mennesker forventes at være deltagere og fortsætte efter projektperioden?
Hvorfor mister mange elever og unge interessen for de store problemer i verden, når de ikke lige er i gang med at høre om det i skolen?
En indgang til at forstå disse begrænsninger ligger i at forstå, hvordan man udvikler en følelse af ejerskab til noget, der ligger uden for ens umiddelbare interessefelt.
Den nyeste forskning peger på, at følgende styrker vores følelse af ejerskab til noget:
* Hvis man er involveret i at udforme mål og strategi.
* Hvis man betragtes af andre som en ligeværdig partner i arbejdet.
* Hvis man kan indse, at man har en direkte interesse i de påtænkte ændringer.
* Hvis man bidrager til processens forløb.
* Hvis man kan se ’sit fingeraftryk’ i det færdige resultat.
* Hvis man modtager en form for social anerkendelse for sit arbejde.
De fleste af disse aspekter har at gøre med, at man får lejlighed til at være en fuldgyldig deltager, der både har indflydelse og bliver respekteret for indsatsen.
Alt for mange projekter, der har til hensigt at bedre folks vilkår enten herhjemme eller i udlandet, får ikke planlagt en ægte deltagelse blandt de involverede. Folk tages typisk alt for sent med på råd, fordi projektmagerne synes, der er så mange ting, der først skal på plads, før de for alvor kan involvere andre.
Resultatet viser sig så typisk som, at når projektmidlerne ophører, så ophører også de involveredes personlige engagement i forandringerne.
I skoler og andre uddannelsesinstitutioner skal elever og studerende alt for ofte arbejde med lærerens projekt og lærerens bekymringer, og ikke ud fra deres egne bekymringer og forestillinger.
Omvendt er der mange rigtigt gode eksempler på, at elever og unge engagerer sig længe efter skolen ved at få lejlighed til at undersøge og formidle om problemer, de selv har identificeret og skabt klarhed over.
Jo mere deltagerne undervejs overkommer vanskeligheder, enten ydre eller hos sig selv, jo mere vokser de med opgaven og jo mere kommer de til at føle ejerskab til problemstilling og løsningsmuligheder.
Læs mere i kapitlet:
‘Mental ownership and participation for innovation in environmental education and education for sustainable development’ af Soren Breiting i bogen
‘Participation and Learning, Perspectives on Education and the Environment, Health and Sustainability’
(Redigeret af : Alan Reid, Bjarne Bruun Jensen, Jutta Nikel and Venka Simovska), Springer 2007.
Søren Breiting er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), se http://www.dpu.dk/om/breiting . Søren har arbejdet med udviklingsprojekter i mange år på alle niveauer vedr. miljøundervisning (environmental education) og uddannelse for bæredygtig udvikling (Education for Sustainable Development) i de nordiske lande, samt i bl.a. Thailand og Ungarn.
HTML klar artikel. Klik på "Copy"
knappen for at kopiere artiklen til dit clipboard. HUSK
at links skal være aktive og forfatterens resursebox
må ikke ændres.
Firefox brug venligst som sædvanligt markér, kopier og indsæt, tak.
Denne artikel af Søren Breiting i Gratis Artikler med titlen 'En følelse af ejerskab er vigtig for engagement og handling for borgeren i samfundet' blev fundet i kategorien ccc .
Søger du et pålideligt vebhotel
med masser af plads og nærmest ubegrænset
trafik med mulighed for lige så mange domæner, du kan ønske
dig, så kik nærmere på denne pålidelige webhost. Det er faktisk utroligt
billigt nu. KLIK
og undersøg denne webhotel mulighed.
En følelse af ejerskab er vigtig for engagement og handling for borgeren i samfundet
Udskriv
denne artikel
Tilføj til dine favoritter